Jeg har undervist eleverne i 4. klasse i håndarbejde siden august, hvor eleverne startede med at sy en hånddukke i hånden. Udgangspunktet for valget af hånddukke var at jeg ville lære elevernes færdige forudsætninger for faget at kende. Ligeledes var det for at lade eleverne starte roligt op, da de ikke før har været undervist i faget, og slet ikke haft sin gang i faglokalet. Trinmålene for faget stemmer overens med den enkle start, da de i forbindelse med produktionen blev bekendte med forskellige teknikker og materialer. Valg af stof, at kunne tråde en nål, binde knude på snoren, bruge flisofix, osv. Herunder også en enkel designproces, hvor leverne erfarede glæden og sværheden i at få produktet i hånden til at ligne den tegnede skitse.
Det tog eleverne længere tid end forventet, at producere hånddukkerne. Bevidst lagde jeg ikke pres på eleverne for at få dukkerne færdige, da stress ingen steder hjælper produktionen. I stedet fik de tid, så det blev præcis som ønsket.
I lokalet fungerer jeg lettere diktatorisk, da der i de første 10 minutter af timen kun er mig der snakker. Ingen siger noget med mindre jeg har givet lov. Det er et fuldt bevidst valg, da eleverne let ser faget som et snakkefag, hvor de egentlig gør hvad de har lyst til. Sådan ønsker jeg ikke det skal være i mine timer. Derfor starter timerne altid med en kort gennemgang af hvad vi er nået til. Hvilke materialer skal der bruges, hvor langt er vi nået o.lign. Og ikke mindst undertreger jeg ved hver times start, at i dette fag handler det om at vi hjælper hinanden. Jeg har 2 arme og 1 hoved. De kan koncentrere sig om 1 problemstilling af gangen. Ikke 7. Derfor er en vigtig del af min undervisning at eleverne lærer at hjælpe hinanden, og ikke mindst tage imod hinandens hjælp. Først derefter kan eleverne gå igang med arbejdet.
Nu er eleverne i gang med at tage et symaskine kørekort. Undervisningen foregår på sin vis på samme måde, dog er selve det de laver forskellige. De arbejder 2 om en symaskine. Dog producerer de ikke det samme, men er hinandens hjælpere, hvis noget går galt. De startede ud med ikke at kende noget til maskinerne, hvor jeg lagde det op til dem selv at lære maskinerne at kende. det vil sige, at de skulle finde ud af hvordan maskinerne fik strøm, hvor over -og undertråd skulle sidde osv. Dernæst gennemgik jeg maskinen på klassen, for derigennem at give dem en anelse forkendskaber til den. Det virkede! Elever har ikke helt 100 procent styr på at tråde den, men halvdelen har, og så er det at det snedige ved at de arbejde sammen om maskinen kommer i spil! For efter præsentationen skulle de selv prøve og efterfølgende prøve de forskellige sy-teknikker af på en klud. For derefter igen at sy efter optegnede linjer på et stykke papir, for derefter igen at starte på at sy en uglepude.
Sidste gang (torsdag) gik så godt, at jeg næsten udelukkende koncentrerede mig om 2 drenge, der havde virkelig svært ved det. Men begge kom i mål med aha-oplevelsen at kunne tråde maskinen og sy! (Lige indtil næste gang, hvor de med garanti har glemt det..)
Det geniale ved denne uddannelse er, at jeg i praksis prøver det hele af inden jeg står som nyuddannet med 4 håndarbejdshold, og hår der allerede har strejfer af gråt.. (på den skolebaserede læreruddannelse er jeg ansat i 1/3 lærerstilling og går på seminariet)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar