Jeg er så træt!..

..af hele den igangværende konflikt, KL - DLF imellem.

Jeg ser på alle mulige måder den nye skolereform som værende en god og inspirerende måde at udvikle den danske folkeskole på. Og det er efter min mening en nødvendighed! Jeg har alt for ofte været vidne til lærere, der stadig benytter sig af røv-til-sæde-undervisning, hvilket på ingen måde tilgodeser indlæringen for gennemsnitseleven. Jeg er selv mor til et barn på snart 4 år, der har meget meget svært ved at sidde stille. Nogle vil sikkert sige "ahmen, hun er da heller ikke så gammel!" hvilket er ganske sandt. DOG betragter jeg mine erfaringer med institutionsbørn, og min igangværende uddannelse som folkeskolelærer, som et rimelig godt grundlag for vurderingen af, at hun vil få et problem i den danske folkeskole. Med mindre hun er heldig at få en lærer, der tænker ud over bøgerne. Hun er ikke et diagnosebarn, hvilket hun heller ikke bliver, da vi ikke ønsker at hun skal undersøges. Basta bum! Jeg tror på en helt anden tilgang til det. I hendes dagpleje endte vi ud med en kugledyne, da hun havde svært ved at falde til ro til middagslurren. Herhjemme har vi aldrig brugt den. I børnehaven, hvor hun er nu, bad de os om at sende den tilbage, da deres pædagogiske tilgang er, at der ikke skal gøres de store synlige forskelle på børnene. Det viste sig at hun slet ikke havde brug for kugledynen, og i det hele taget ikke havde behov for en middagslur. Vi kunne have været så uheldige, at børnehaven havde taget udgangspunkt i dagplejens (dagplejepædagogen var helt enig i bestillingen af kugledynen) vurdering af hendes "specielle" behov og begrænsninger, og dermed også muligheden for at fastholde hende i dem. I stedet brugte pædagogerne tid til at lære hende at kende, og dermed se hendes kompetencer, og tage udgangspunkt i disse. Ved at pædagoger, og vi forældre, er opmærksomme på at tage udgangspunkt i hendes kompetencer (hertil skal det siges, ar hun er en yderst klog, hurtig og betænksom pige) og give hende redskaber til, og hjælpe hende med, at blive bedre til det hun ikke er stærk i, udvikles hun til at kunne!!

Min erfaring er desværre, at vi i langt højere grad møder personer i det offentlige system med holdningen som dagplejen beskrevet tidligere.

Vi skal passe ind i de allerede (vel?)definerede kasser, for derigennem bedre at kunne håndtere dem med specielle behov.

Jeg er overraskende nok ikke enig, og tror størstedelen af den danske befolkning har det ligesådan. Men når man diagnosticerer i en uendelighed er det, efter min mening, det der kommer ud af det, at passe individerne ind i kasser. Et eksempel fra den virkelige verden viser, at det, desværre, er tilfældet. I et teammøde i en folkeskole diskuteres en elev i 4. klasse der udviser uønsket adfærd. Det udmønter sig i manglende evne til at sidde stille, at modtage fælles besked, at arbejde seriøst på klassen/individuelt, en helt ekstrem veludviklet trang til at være i centrum i klassen (søger social accept hos de øvrige elever) o.lign. Vi taler om hvad vi forskellige lærere gør for at inkludere ham i undervisningen, og om han i al sin enkelthed er et problem for underviserne -og for hvilke han er. Jeg beskriver hvordan jeg gør i mine timer, og at jeg ikke ser ham som værende et problem, grundet min tilgang til ham. Mine kolleger havde problemer, den ene meget store problemer. I den forbindelse blev der spurgt om han havde en diagnose, hvortil klaselæreren svarer, at det er der ikke. "NÅH!" er kommentaren fra de øvrige lærere. Derefter går snakken om ikke det var en idé, at få ham undersøgt for en evt. konstatering af ADHD... Og her gentager jeg, at han ikke er et problem i min undervisning, da jeg tager udgangspunkt i hans kompetencer i undervisningen og ikke hans begrænsninger. Jeg er helt med på, at en diagnosticering vil kunne hjælpe til viden om hvorledes han skal takles og undervises, men min overbevisning er, at hvis vi alle bliver mødt og undervist med udgangspunkt i de ting vi kan, kan det kun gå den rigtige vej. Dertil kan der langsomt bygges kompetencer på.

Så vidt jeg har forstået, bygger den nye skolereform på at undervisningen skal ske i et tværfagligt samarbejde, boglige og praktiske fag imellem. Det at der sker en vekselvirkning imellem bogligt indput og hændernes praktiske arbejde, øger indlæringen maximalt. Specielt for de elever der ikke passer ind i klasserummets stolerækker. I det tværfaglige arbejde vil "diagnose" børnene tilgodeses, da de som oftest lærer bedst igennem hænderne. Det er tilfældet for mange af eleverne jeg har undervist. Og det er der rundig forskning, der kan underbygge.

Denne del af den nye skolereform tror jeg gennemsnittet af de danske lærere er enig i. Dog taler erfaringerne igen for, at skolerne bestræber sig på at blive "elite"skoler, hvor eleverne allerede i 7.klasse skal tage stilling til hvilken retning de vil gå uddannelseswise. Det er da for fuck sake kun de færreste elever, der i den alder har bestemt sig for hvad de vil være når de bliver store. -Jeg vidste det først, da jeg var sidst i 20'erne! Den debat der har være i medierne omkring det gør mig ikke træt, nej. Den gør mig edder sur, da det åbenlyst er personer uden relevant erfaring inden for området, der udtaler sig!! Jeg er af den overbevisning, at heldagsskoler med mere tværfagligt arbejde, og praktiske gøremål, øger indlæringen hos eleverne, men hvis retningen går imod at eleverne bliver linjeinddelt, mister du med al garanti den del af eleverne, der føler sig tvunget til allerede at vælge. Den del af eleverne der bare gerne vil gå i skole, uden alt for høje forventninger. Er ret overbevist om, at vi ikke ønsker Finske folkeskolers tilstande, hvor fagligheden rigtig nok er høj, men prøv lige at google deres selvmordsrate og procentdelen af unge med en færdiggjort ungdomsuddannelse.. Det er ikke noget jeg ønsker for vores kommende ungdom. For vores samfund.

Den danske folkeskole trænger til en modernisering, og den nye skolereform er et fint bud. Problemet er dog i den grad til at få øje på; hvad skal finansiere det? Som det ser ud, er det lærerene der står for skud. Stikordene er her flere undervisningstimer og færre forberedelsestimer. Kan det lade sig gøre? Ja selvfølgelig kan det det, da underviseren skal forberede sig i de mellemtimer der er. Det er min holdning. Problemet er bare hvor de skal gøre det på skolerne? Skal de have hver deres kontor? Eller dele kontor? Hvis lærerene går hjem kl. 16, hvornår skal samtalerne så ligges? Og hvornår skal eventuelle  telefonopkald klares? Som kommende folkeskolelærer ville det glæde mig at have et kontor at forberede undervisningen på, OG have fri-fri kl 16. Men hvis det er tilfældet, skal kommunerne poste penge i x-antal skriveborde, der også skal gøres plads til, et eller andet sted på skolen. Og herefter kan en ihærdig uddannelse af forældre finde sted. Hvad skal de lære? -at benytte sig af skolens åbningstid, og IKKE ringe når de selv har fri, når de har talt med deres barn om eventuelle problemer i skolen. Tage fri til skole-hjem samtaler. Osv osv.. Kan du se problematikken?

Jeg går ind for en fornyelse af den danske folkeskole. Det skal bare ikke gå ud over eleverne. Og sådan som jeg har forstået processen, så gør det. Det kan gøres bedre, kære Antorini.

Jeg kunne blive ved i dette skriv, da jeg i den grad også har en holdning til hvilke lærermidler der ønskes brugt i opnåelse af målet om flere undervisningstimer. Lærermidler på nettet, der ikke altid er lige ønskelige at bruge. Dernæst er der de nye optagelseskrav til lærergerningen.. Hvortil jeg blot kan sige WTF!!